Bølger på Lake Michigan

document_upload9947-0_medium2

“Håbløst”. Så kort kan det vist siges med mine evner til at opdatere bloggen. Jeg har ikke nogen gode undskyldninger, men en simpel forklaring: Anvendelse af mængden “fritid” sker meget ad hoc i min verden. Det betyder, at jeg kun gør hvad der interesserer mig og kun så længe det interesserer mig. Det sekund jeg bliver fanget af noget andet smidder jeg alt hvad jeg har i hænderne og min fulde opmærksomhed flytter med. Bloggen har lidt under, at interessen ikke rigtig har været der… Der var så meget andet at give sig til.

I februar (åh gud det er længe siden) kom jeg hjem fra USA igen. Jeg boede i East Lansing, Michigan i et halvt år. Det er meget simpelt at forklare, hvordan det var. Simpelthen de fedeste seks måneder af mit liv nogensinde.

Jeg arbejdede, rejste rundt, spiste (for meget), og strikkede også – bl.a. dette japanske mønster med små vifter, der løbende blev strikket sammen til et sjal. Min udgave hedder Waves on Lake Michigan og var det første jeg strikkede i USA. Garnet er amerikansk og fra Mountain Meadow Wool, Buffalo, WY og bærer navnet Cody. Det er virkelig noget interessant “springy” garn og jeg kan varmt anbefale det – jeg har aldrig strikket med eller set noget lignende garn.

 

Up State

Niels og jeg kørte op igennem Michigan på kryds og tværs. Det er vel blevet til 2500km i alt nu (!!), men så har vi også set en del:

Flint, som er Michael Moores hjemby og – fandt vi senere ud af – den mest kriminalitetshærgede by i Michigan. Ja, også foran Detroit.

Traverse City – en amerikansk udgave af Skagen i uge 29. I Tarverse city måtte vi ty til et hotel i stedet for de biker moteller, vi havde brugt på vejen op. På grund af en festival var alt optaget i hele byen.

20120829-104625.jpg

Sleeping Bear Dunes nationalpark. Vi kørte rundt gennem en del af skoven og kørte bagefter hen til en kæmpe klit, hvor sandet var mere kornet og gult end i Vestjylland. Og varmere – i 92*F vandrede vi op til toppen og kiggede ud over Lake Michigan.

Glen Lake, hvor eftermiddagen bød på en tur i vandet. Lake Michigan har en anden blå farve end havet hjemme ved Nordre Strand og smager ikke af salt. Vandet er klart og man kan se til bunden uden problemer. Når man svømmer skabes der bevægelse i det ellers så rolige vand og sandet i havbunden hvirler op.

20120829-105238.jpg

Mackinaw City, som er berømt for sin fudge. Det er jeg ikke vild med. Heller ikke vild med sukker pop corn – men salt and vinegar popcorn fungerer overraskende godt.

20120829-104701.jpg

Newberry var vores sidste stop på Upper Peninsula, hvor vi tog ud og så Oswalds Bear Ranch, der husede 32 sorte bjørne. Billedet herover viser de små bjørneunger.

Ambassadetur

Det har været en hektisk uge med utroligt lidt søvn. I sidste uge fik jeg en mail om, at visum fee var blevet øget med 70 kr. og trådt i kraft øjeblikkeligt. Det betød at jeg måtte betale endnu et gebyr på 30 kr for at få en danske bank kvittering på beløbet. Jeg fik mailen mens jeg sad i Italien og det gik hverken værre eller bedre end at bankerne var lukket tirsdag (pg.a. Grundlovsdag) og onsdag startede nets med at have fejl på dankort. Så det var på et hængende hår, at jeg nåede at indbetale stigningen.

Nuvel, afsted til ambassade – med DSB kl 5.42 fra Aarhus. Jeg havde planlagt en ‘buffer’-time i rejsen i tilfælde af at køreledning skulle finde vej ned på skinnerne på netop denne dag. Den skulle vise sig at være godt givet ud – ikke til DSB – men til ambassaden. Jeg fik nemlig ikke lov at tage taske og jakke med ind og måtte tilbage til hovedbanegården og betale 50 kr for at låse overtøj og taske inde. Da jeg stod på S-togsperronen opdagede jeg, at mit pas lå i jakkelommen. Så tilbage igen efter pas – igen 50 kroner fattigere. Konklusion: Jeg kan anbefale at have et levende tøjstativ med ud til ambassaden (aka ven/veninde).

Tilbage på ambassaden igen fik jeg lov at vente i kø til security, så kø til at aflevere mine papirer, og så kø til visum samtale, som foregik ved en skranke med min samtalepartner godt beskyttet bag skudsikkert glas. 3 spørgsmål og visum var i hus.

Pg.a. Nedbrud på S-togs nettet nåede jeg ikke DSB tog hjem til Århus, hvorfor jeg måtte overnatte hos Mikkel ved Nørreport station (som jeg i øvrigt måtte gå ud til, da stationen er lukket) og endnu engang tage tog over sundet før fanden fik sko på. Konklusion: Jeg er kun et moderat A-menneske.

Og så kom visum i dag – kun et døgn langsommere end DSB. Imponerende!

Det eneste positive ved influenza…

…er når man ligger vågen hele natten, fordi ens kranium (og krop i øvrigt!) har fået en puls – og dermed får lejligheden til at se et utal af re-runs af Project Runway. I sig selv et utroligt ringe produceret semi-reality show – men når feber overskygger lysten til at ligge med en varm laptop på maven og surfe blogland – ja så er det sgu godt at tv-remoten er kold.

 

Færdig med sort!

I dag for præcis et år siden besluttede jeg mig for, at jeg ikke måtte købe mere sort tøj. Jeg var ved at få hjerteforkvabbelse over at et kig ind i mit klædeskab mest af alt mindede om et close-encounter med manden med leen: Sorte bukser, sorte cardigans, sorte tshirts…. Ja  – der var sådan set kun en eyeliner og en mascara mellem mig og en ægte fuldblods-gother (nåhh ja, og måske noget hvid pudder – men overdrivelse fremmer forståelsen).

Beslutningen blev truffet kort efter, jeg havde kørt dankortet igennem på mit sorte jakkesæt. Selvsamme jakkesæt er faktisk blevet brugt foruroligende lidt efter jeg kom på selvvalgt-afvænning. For det er gået rigtig godt. Den første tid var svær – jeg kiggede stadig mest på sort tøj og havde svært ved at lære at gå helt udenom de sortklædte bøjler. Det kom langsomt, og i takt med at jeg blev bedre til at kigge efter farver lærte jeg også at sige “nej, ikke sort” når en velmenende ekspedient kom anstigende med en sort las.

Det er egentlig underligt at jeg har været sådan en stor-forbruger af sort. Når man syer selv, så er man jo tit omgivet af farvestrålende stoffer og mønstre. Man burde være vandt til farver – eller i det mindste være nem at tilvænne.

Men det har jeg ikke været – det har holdt hårdt. Men netop i dag  – på min fødselsdag – har jeg i et helt år formået (mæsten)  ikke at købe eller sy noget sort tøj. Ja okay, det passer så ikke helt. Der er et par undtagelser – f.eks. de 4 meter sort satin jeg købte i Stof og Stil – som jeg i øvrigt heller ikke har fået syet noget af (så det tæller ikke!). Og så 2 stykker vintage fra 1920 – for der må man jo tage til takke, med de farver, der findes: “Fåes den her i andre farver?” er det temmelig idiotisk spørgsmål til sælger. Og så er de stykker faktisk slet ikke ‘tøj’ eller ‘sort’. Ja undskyldninger er der nok af.

Uanset hvad, så er det da flot, at jeg kun har købt 3 sorte ting til klædeskabet. Ikke?