Syskole: Sjov effekt med rouleauer

Jeg vil vise en sjov lille teknik med rouleauer. Du kan bruge rouleauer til mange ting, men det mest normale er knaplukninger (som  f.eks. i mit skjorteprojekt) eller som spaghetti-stropper i fest -og sommerkjoler. Til denne syskole skal du bruge ca. 1 meter færdig rouleau og et stykke stof af passende størrelse (f.eks. 50cm*50 cm).

20110912-062444.jpg

 

Jeg vil lave et lille billede med rouleaubånd. Det pynter rigtig fint på nederdele eller børnetøj. I dette eksempel vil jeg lave en g-nøgle. Det giver mig muligheden for at vise hvordan man kan lave skarpe hjørner og bløde buer med rouleauerne. Først tegner jeg g-nøglen på mit stof med skrædderkridt (du kan også printe din tegning på computeren og overføre den med kalkerpapir og spore).

20110912-062458.jpg

 

Når du har tegnet dit motiv op er det tid til at placere rouleauen ovenpå. Jeg har sat den forsigtigt fast med nåle for at vurdere om jeg havde længde nok – du kan også sy rouleauen direkte på motivet uden at sætte den fast med nåle først. Det er op til dig og din vurdering af, hvor sikker du er med nålen.

20110912-062505.jpg

 

I det skarpe hjørne øverst på g-nøglen har jeg foldet rouleauen over. Dernæst er det bare at sy midt i rouleauen fra start til slut.

20110912-062513.jpg

Sådan ser det færdige resultat ud efter strygning. God fornøjelse!

 

Her er et par ideer til, hvordan du ellers kan bruge rouleau-tegninger:

Sy direkte på vandopløselig vlies. Ved at lave et tæt mønster direkte oven på vandopløslig vlies kan du få et form for “grov blonde”, der f.eks. kan bruges som indsatser og mellemværk. Eller hvad med et par pynte-lommer?

I kombination med applikationer. Hvad med at bruge rouleautegninger sammen med applikationer på en børnejakke – på den måde kan du måske bruge den lille purks egen tegninger.

Syskole: Syning for begyndere

Det her indlæg er ikke en syskole som de andre. Du kommer ikke til at lære en bestemt teknik –  i stedet kan du som begynder-syerske M/K spare en masse tid ved at tage disse sandheder til dig – nu hellere end senere. Dermed kan du spare dig en masse ærgelser og få større glæde ud af det du syr. ‘Sandhederne’ er baseret på egen erfaring – så måske passer de ikke helt til dig og du vil sikkert også gøre dig dine egne erfaringer: som når det kommer til stykket, betyder meget, meget mere end noget du kan læse dig til..

Det første tip er, skift nålen på maskinen efter hvert projekt. På den måde undgår du, at du pludselig er igang med at sy et tyndere stof. Hvis nålen er slidt og stoffet tyndt, vil du ofte efter endt arbejde, opleve at sømmene er ekstra synlige, fordi nålen har punkteret et større end nødvendigt hul i stoffet. Og mens vi er ved nålene, så brug altid de k0rrekte nåle. Jersey nålen er en “all-around” nål til overlock, men det er den ikke til din stikkestingsmaskine! Jerseynålen skal kun bruges når du vil sy i jersey stof. Jersey nålen sørger for at de elastiske tråde i jerseystoffet ikke springer og giver en grim søm. Det sker fordi jersey nålen har en rundet spids (den er stadig spids, så ikke noget med at prikteste tommelfingeren).

Lav altid en sytest, en strygetest og aller helst en prøvemodel. At have dårlige tålmodighed er den største årsag til sy-mæssige ærgelser. Skal du sy i farvet stof, så prøv altid at lave en zig-zag på retten i en stofprøve. Tag den med ud i lyset og bestem dig for om du synes tråden passer – hvis ikke, så køb ny tråd! Lav altid en strygetest. Krøller stoffet under strygejernet ved for høj varme? Smelter dit vlies? Prøv det inden du bekriger dit syprojekt. Skal du sy noget kropsnært? En ny teknik for første gang? Sy en prøvemodel i stout eller billigt stof, der svarer til det, du vil sy i. Du vil lære meget under vejs.

Spræt op. Da jeg startede med at sy havde jeg en tilbøjelighed til at sige “pyt” når jeg havde syet forkert. Jeg opfattede det som en kreativ udfordring at lappe på, eller få det til at se ud som om, at en syfejl var meningen. Det er det ikke. Det er en fejl og den skal laves om. Vær ikke bange for at sætte dig ned med opsprætternålen. Men gør det, når du er kølet af og klar i hovedet – ikke i vrede og vildskab. Du skal jo være forsigtig, så du ikke splitter stoffet ad.

Lad det ligge – men på det rette tidspunkt. Bliv ikke forhippet på at få noget færdig inden en deadline. Det er aldrig til at regne ud, hvor lang tid et syprojekt tager. Det står ikke på mønstrene og det er også meget individuelt hvor fast man træder på pedalen. Så vær forberedt på at ligge syprojektet fra dig – også nogen gange i længere tid af gangen, men sørg for at du er nået til et tidspunkt, hvor det er nemt at gå til igen. Ellers er der større risiko for at projektet strander. Har du svært ved at sy lynlåse i, så skal det ikke være det “sidste, der lige mangler”. Har dy syet kraven skævt på, skal du heller ikke ligge det fra dig, når det første du skal igang med er at sprætte op (hvis du altså ikke kan lide det!). Tænk dig om og balancer din tid, så projekterne altid er lige dele sjov og udfordring – hver gang du sætter dig foran maskinen.

‘Øvede’ må gerne tilføje deres egne, velmenende råd herunder.

Oprydning

Da jeg flyttede ind i lejligheden (for ca. 2 år siden) fik jeg en gammel dragkiste af min faster. Kisten havde været malet i en meget mørk blå og havde senere været forsøgt afsyret uden ret meget held: den blå farve var sunket ind i træet og havde misfarvet træet. Hængslerne var helt rustne og knirkede når man brugte dem. Tidens tand havde sat sig på kisten og flere slag og sprækker gjorde den – sammen med misfarvningerne – temmelig trist at se på. Jeg besluttede mig for at male kisten igen og afmontere greb og lås. Greb og lås røg i eddike og efter få timer var de rustfrie – for at undgå, at de ville ruste igen ved kontakt med ilten i luften gav jeg dem et tykt lag lak. Efter første lag sleb jeg dem med sandpapir og så fik de engang mere – grebene blev påmonteret i de gamle huller med nye skruer efter kisten havde tørret i en måned. På den måde var jeg sikker på, at malingen var gennemhærdet. Den udvendige farve er en variant af lime, der hælder lidt til den gule side. Indvendig er kisten en mørk lilla.

Kisten er ikke voldsomt stor, men kunne rumme hele mit stoflager, da jeg fik den. Det kunne den så pludselig ikke mere – for lige så straks jeg fik bakset alt ned i kisten begyndte den lige så stille at ulme og langsomt eksploderede både stoflager og syartikler ud i hele lejligheden. End ikke soveværelset har set sig fri for sy(g)dommen – halvfærdige projekter har til tider sneget sig ind i klædeskabet for at gøre plads til flere halvfærdige projekter i (sy)stuen.

Nu har jeg så ryddet op i den. Og det kan nææææsten være der igen. Jeg har nemlig et problem: Jeg har købt en masse prøvelærred fordi bomuldspriserne lige var steget og jeg fandt en rulle med “gammel pris”. Det fylder allerhelvedes meget i den kiste: Hvordan opbevarer du dit prøvestof?

Jeg fandt også et gammel galla projekt fra en sort/hvid fest i danse-regi (~4 års tiden siden). Den røg altså ud – nu har jeg haft fat i den jeg-ved-ikke-hvor-mange-gange og tænkt “NU bliver den færdig”. Men ak. Og så må jeg sande at mine evner eller mit niveau af perfektionisme har udviklet sig noget siden da. Så jeg var ikke videre begejstret for finnishen i kjolen – sikke en sjuskedorte, jeg var dengang.

Jeg kurerede selvfølgelig min ærgelse over, at måtte smide kjolen ud ved at købe stof til en ny – hvad ellers?

Skjorteprojekt: Det færdige resultat (Del 4)

Så er den her – min skjorte. Et billede af det endelige resultat.

20110809-072701.jpg

Jeg havde et par udfordringer – også kaldet ting-jeg-ikke-havde-tænkt-over. F.eks. den tværgående søm, der jo overskærer knappesøjlen bagpå. Det var sørme ikke så smart – heldigvis havde jeg en rest stof, hvoraf jeg liiige kunne lappe mig vej til en søjle. Der var dog ikke nok til at lave ombuk på søjlen, så hvis man går helt tæt på – så er der altså stadig et problem på vrangen. Det kan netop anes fra retsiden, men kun hvis man placerer sine næse lige ud for. Så det er der altså ikke nogen, der ser.

Der er et lidt mere presserende problem med den to-delte krave. Det ses fra retten:

Jeg har nu lært, at når et todelt kravestykke skal placeres i et forstykke – ja så har man brug for et kantbånd til vrangen. Lesson well learned.

Da jeg syede rouleauerne endte jeg med at lave rigtig, rigtig mange meter og da jeg endelig skulle sy dem i var jeg økonomisk med længden af hver enkelt rouleau. Jeg tror, jeg endte med kun at bruge ca. 1 tværbredde stof til rouleauerne. Konklusionen må være, at mit øjemål er helt ved siden af.

Bliver skjorten brugt? Jeg ville ønske, jeg kunne sige ja og sætte flere udråbstegn efter. Sandheden er bare, at den er p0kkers svær at knappe selv – og når man så læner sig tilbage i en stol – så springer knapperne op. Jeg har overvejet at sprætte rouleau rækken op og sy dem tættere – men jeg er meget tæt på smertegrænsen i forhold til også at skulle kunne knappe den. Så det bliver vist bare sådan en skjorte, jeg bruger lige så meget som mine vintage palliet-bluser (de kradser!).

Endelig dom: Det er det flotteste, jeg har syet i lang tid og pasformen er lige i øjet. Jeg er glad for at have lært at lave rouleauer.

 

Les lanciers

Velkommen til et besøg bagerst i mit klædeskab.

På mit gymnasium var les lanciers en del af afslutningsfesten. Det var store rober også – og min kjole syede min mor til mig. Jeg tegnede selv kjolen og var med ude og finde stof og mønster. Corsagedelen er lavet efter et mønster, som vi lånte hos min mors veninde – nederdelen er et Burda mønster med et lille havfrueslæb. Stoffet er taft – dog ikke af silke. Det skinner i variationer af farven blå – så det er ikke kun lyset, du kan se på billedet herunder.

20110528-100401.jpg

Det er ikke ret tydeligt, men hvis du kigger godt efter, så er der palietter på corsagen. Palietterne fortsætter ned langs den ene søm på nederdelen. Da nederdelen har et lille slæb, syede jeg et ophæng indeni, så jeg lettere kunne danse i den. Det er meget nemt at lave et sådan ophæng da det består af en rouleau og en tilhørende knap.

Corsagen syede vi med rigeline bånd og efter megen brug er de nu bøjede. Jeg har forsøgt at varme dem op i håb om, at de ville rette sig ud. Men uden held – det ser jeg stort på ind imellem og tager den på alligevel. Selvom min figur har ændret sig og rigeline båndene ikke længere “lægger til” figuren, men “trækker fra” i udseende. Nogen tips til, hvordan man kan udglatte rigeline bånd uden at skulle sy om?

Syskole: (Næsten) usynlig maskine-oplægning

Oplægning af bukser og nederdele gør jeg altid i hånden. Næsten altid – undtagelsen til reglen er rå kanter på chiffon – de får en tur igennem overlockens rullesøm. Det bliver altså pænest sådan – og så er det egentlig også meget dejligt at vide, at det har være igennem hænderne. Jeg rationaliserer også; hvis jeg alligevel har brugt så lang tid på at sy _indsæt klædningsstykke her_, så gør det ikke noget jeg bruger en halv time på at lægge det op. Men det er jo ikke alle, der har tid til den slags krævende sy-opgaver. Og hvis jeg en sjælden gang i mellem siger ja til at hjælpe med at lægge købe-bukser op, ja så vil jeg nok også ty til en lettere metode.

Man kan f.eks. bruge dobbeltklæbende vlies og bare stryge i buksen. Men det holder ikke så godt, så her vil jeg vise hvordan man kan lave en næsten usynlig maskine-oplægning af et par bukser. Og ja – mændene kan også godt lære det, hvis de kan låne konens symaskine. Det er meget let!

20110724-014541.jpg

 

Først foldes den rå kant ind ad og henover. Stoffet herover ses fra vrangen – hvordan det ‘endelige’ foldede resultat ser ud, kan du se herunder:

 

20110724-014548.jpg

Nærbillede af den foldede kant. Stjernerne er mest gule på retsiden – og støvede på vrangen.

20110724-014601.jpg

Vi skal bruge en af de mystiske sømme på stikkestingmaskinen. På min Brother BM-2600 (en ‘begyndermaskine’ – så de her sømme skulle være på de fleste maskiner.) er det søm nummer 4, som man får ved at dreje det inderste hjul.

Nu skal den beskyttede kant foldes, sådan at den titter lidt ud under resten af stoffet. Foldekanten ligger ret-mod-ret med resten af stoffer. Du syer fra vrangsiden. Måske kan du se, at jeg allerede har syet på stoffet her . Jeg håber det gør det tydeligere, hvordan processen er. Ellers bare spørg!

 

20110724-014607.jpg

 

Den endelige syning fra retsiden! Fidusen er, at det øverste punkt af trekanten kun lige netop skal fange stof-folden, mens den lige søm skal flugte kanten af ombukket. Det kræver lidt øvelse, men hvis man bliver god til det, så er denne maskine-oplægning et reelt alternativ til at lægge op i hånden.

20110724-014614.jpg

Makro-fotografi af stingene fra forsiden. De kan ses her, fordi jeg har syet med hvid på off-white, og fordi jeg har ladet trekanterne hakke lidt rigeligt ind i stoffet. Det er vigtigt, at du bruger den stingtype, jeg har vist her. Bruger de zig-zag sting vil der blive mange flere synlige punkteringer og sømmen er ikke lige så ‘elastisk’ som den her. Elasticiteten er vigtig, da det gør at du kan ‘glatte stoffet ud’ og punkteringerne kommer så i stedet til at fremstå som kommaer i stoffet.

Glædelig fornøjelse! – og husk at butikkerne tager en flad 50’er for at lægge bukser op. Du kan blive rig på det her :-)

 

 

 

Skal-skal-ikke: Køb af gine

Inspireret af en lille chat med den fantastiske Fräulein Frauke, har jeg fundet på at skrive et lille indlæg omkring mine erfaringer med at have en gine til hjælp i syningens kunst. Min snak med Frauke blev i øvrigt affødt af, at jeg havde pushet hende det her link til en samling vintage burda-blade over fjæsbog. Mit sy-niveau er jeg sikker på, at min blog giver et fint indtryk af – så kig dig lidt omkring, så du kan vurdere med hvilken baggrund, jeg skriver dette indlæg.

Da jeg besluttede mig for at købe en gine, brugte jeg lang tid på at finde ud af fordele og ulemper ved de forskellige modeller, samt forsøgte at sætte mig ind i, hvad jeg kunne forvente af en gine. Jeg besøgte rigtig mange udenlandske hjemmesider og sy-fora – ved at google på “dressmaker’s dummy” kan du få et indtryk af, hvad jeg læste mig til. Jeg fandt hurtigt ud af, at de mest tilgængelige giner på det danske marked var fra det britiske Adjustoform, så jeg besøgte deres hjemmeside. Deres hjemmeside var fyldt med detaljer – også mange flere, end dem jeg kunne finde på forskellige danske forhandleres hjemmesider og ved henvendelse i butikkerne. Hvis du overvejer en adjustform model (lady valet på træfod eller den lyserøde diana), så er det helt sikkert deres hjemmeside du har brug for – bare skynd dig derhen efter du har læst dette indlæg.

En anden taktik, jeg brugte var at spørge alle ældre damer jeg mødte, om de syede – og om de nogensinde havde haft en gine. Det er ikke løgn – jeg brugte det som påskud for at small-talke i tandlægens venteværelse. Hver gang jeg så en voksen kvinde med noget hjemmestrikket/hjemmesyet på – ja, så var jeg der som en bi efter honning. Der findes ingen mere ærlig mening end den, du får fra nogen, der ikke skal stå til ansvar over for en chef. Ekspedienter har jo altid et eller andet motiv ;-) Så spørg, spørg, spørg. Når du snakker om noget, så får du også dannet dine egne forventninger og for stillet skarp på dine egne krav.

Nåja – jeg nåede altså som sagt frem til, at jeg ville have en. Og den skulle være pæn. Ikke alt det plastik-pladder. Heldigt var det, at den eneste model, der passede til mine mål (på det danske marked – de har langt flere på de amerikanske!) var lady valet’en som tilfældigvis også står på en træfod!

Jeg har på ingen måde fortrudt at min gine står på en træfod (!!!!) Den står meget stabilt og er ikke sådan til at vælte rundt med, heller ikke når der hænger et tungt slæb på eller man er ved at “pinne” nåle i den. Så det vil jeg gerne anbefale på det kraftigste.

Jeg havde en illusion om, at det ville blive nemmere at skræddersy kropsnært tøj. Det er (desværre?) kun en delvis sandhed. Det er blevet meget lettere at grovjustere – f.eks. skal jeg altid forlænge overstykker med op mod 6-10 cm og det bliver nemt at indse allerede med papirsmønsterdele. Men når det f.eks. kommer til placering og formning af indsnit – så slår det altså ikke, at man selv prøver modellen på. Som jeg tidligere har snakket om, så kan det selvfølgelig afhjælpes ved at man syer en sloper og fylder ginen ud. Men så mister man jo fleksibiliteten i at indstille ginen når man tager lidt på eller taber sig… Men det vil jeg nu ikke udtale mig yderligere om, da jeg ikke har prøvet det.

Til gengæld er jeg blevet positivt overrasket over, at ginen faktisk har anvendelse i ting, jeg ikke lige havde forestillet mig. Det er blandt andet blevet meget nemmere at placere kantbånd i udskæringer, tjekke placeringer af lynlåse, korrigere sømme så de enten bliver vandrette (f.eks. brystoverskæringer) eller lodrette (sidesømme).  Modsat, synes jeg ikke at ginen har bevist sit værd til isættelse af ærmer. Men ærmer er altså også min mest frygtede syopgave. Det er så umådeligt svært at blive helt tilfreds.

Jeg troede, jeg synes ginen ville være flot til udstilling af mit seneste færdige projekt, men faktisk er det mere som en dum & stum rumbo, der altid står i vejen. Så jeg vil kraftigt anbefale, at man overvejer hvor man kan gemme den af vejen. Min ‘Donna’ står gemt i et hjørne ved siden af min reol.

En gine er en dyr investering, men – hånden på hjertet – så er det den næst-bedste investering, jeg har gjort. Kun overgået af mine overlock – men der er virkelig heller ikke noget, der overgår rush’et ved at få ny teknik. Vel?

Skjorteprojekt: Prøvemodel (Del 3)

Så er billederne klar af min prøvemodel. Jeg beklager det noget lousy billede. For det første er jeg ikke typen, der gider stryge stout – så skjorten er temmelig krøllet. For filan, det er jo bare en kladde. Egentlig har jeg også altid været af den overbevisning, at renskrivning af kladder er en meget dårlig ide og et perfekt eksempel på tidsspilde. Men når det kommer til syning – ja så er jeg ved at overgive mig. Kladder er en god ide. En rigtig god ide faktisk – både fordi man får lov at rette fejlene inden man klipper (hvis der f.eks. skal tilføjes stof nogen steder), men også fordi man får øvet sig. Så ikke så megen forsigtig opsprætning i modestof – for når det er stout kan man jo nærmest bare rive det fra hinanden. Hvis der ikke går for lang tid imellem prøvemodel og opsyning – ja så skulle man gerne kunne huske alle lektierne og slippe for dyre lærepenge. For det andet, så beklager jeg baggrunden på billedet. Det er svært at finde et sted i lejligheden, hvor der ikke er rør, stikkontakter eller reoler i vejen for et godt skud af ginen. Billedet, du kan ane i baggrunden er olie på lærred af undertegnede. Det er malet med udgangspunkt i et billede af en ufødt baby. Der hører sig også en speciel lille historie til. Jeg malede det for 5 år siden og hængte det op på mit  – dengang – lille værelse i kollektivet. Og fik søvnproblemer med det samme. Hvis jeg vågnede om natten blev jeg simpelthen så forskrækket af billedet og farverne, at jeg havde problemer med at falde i søvn igen. Så det røg ned. Indtil nu – hvor det jo ikke længere hænger i soveværelset. Jeg har dog overvejet, om det egentlig er passende at have den slags hængende? – Hvad synes I?

Der er ikke meget at sige. Men nøjj hvor er den blevet Star Trek agtig. Det skyldes nok lidt den måde flæserne på skulderen er blevet – det havde været min tanke, at blonden på skulderen skulle udgøre snit til en powershouldern (google det!) og ikke en flæse som på modellen herover. Men da jeg prøvede modellen hos Nanna, synes jeg faktisk ikke det gjorde så meget, at hun havde fortolket min tegning anderledes.

Som du måske kan huske blev vi enige om at flytte knapperne om på ryggen. Æstetisk er det en god ide, da princippet om “fun in the back” faktisk fungerer. Men teknisk set, så er knapperne på ryggen en rigtig dårlig ide. Det tager 20 minutter hvis man selv skal knappe den og kræver at man hopper og danser for at nå løkkerne og få skubbet knapperne igennem dem med håndryggen. Og med min tålmodighed er det lige før jeg når at gå til før den er knappet færdig, hvis jeg får hjælp af andre. Men flot er det altså  – det skal jeg lige love for. Ryggen får I lov at se, når jeg blogger om det færdige produkt – hvor jeg også nok skal fortælle om hvordan jeg har lavet de forskellige detaljer.

Opsyningen af prøvemodellen bekræftede, at de ændringer vi lavede hos Nanna var nok. Ingen yderligere tilpasning var krævet – dog besluttede jeg mig for at tilføje 4 cm i længden, da jeg ellers ville have haft et stykke med bart i hver side.

Historien om hvordan jeg lærte at sy

Jeg har altid elsket at være kreativ. Da jeg var barn brugte jeg al min tid på fritidshjemmet i sløjdlokalet eller sammen med en keramiker, der var tilknyttet ungdomsklubben, som lå ved siden af mit fritidshjem. Jeg syede ikke ret meget på fritidshjemmet, men kan dog huske, at jeg var med til at lave et fastelavnskostume, der forestillede en alf på en kæmpesvamp. Og så kan jeg huske, at da jeg havde det på til fastelavn troede alle, at skolens højeste dreng var ‘inde i svampen’, men det var han ikke. Jeg havde fyldt et par strømpebukser med pladevat og de lå så som ben udover svampen, som hæftede på min hofte. Svampen var også lavet af pladevat og nøøøøjjj hvor det svinede da vi klippede den.

Selvom jeg ikke syede ret meget på fritidshjemmet, så fik jeg syet en hel del i skolen. Jeg havde håndarbejde som valgfag så mange gange, at jeg faktisk blev tilbudt at gå til eksamen. Jeg synes det er sejt, at mit afgangsebevis har en eksamen i håndarbejde påført! Helt vildt sejt, faktisk. Også selvom 1) mit afgangsbevis fra folkeskolen for længst er blevet gjort overflødigt og 2) min håndarbejdseksamen vel altid har været overflødig.

Det gik heller ikke helt skidt til eksamen i håndarbejde. Jeg kan ikke huske, hvad jeg syede til eksamen. Jeg ved, at jeg har syet en anorak og et patchworktæppe i løbet af undervisningen. Patchworktæppet har jeg stadig, men det er efterhånden blevet noget laset… Men så er det jo godt, at jeg stadig kan sy. Jeg har også sidenhen syet et patchwork-sengetæppe. Det må jeg huske at vise jer en anden gang for lige nu er det indsendt til en designkonkurrence for hobby-syersker. Jeg tror ikke det vinder – men det var det eneste jeg havde, der kvalificerede til konkurrencen.

Jeg syede også derhjemme. Min mor havde en maskinpark bestående af både stikkestings og overlockmaskine. En dag skulle jeg skynde mig at sy et flag til en hule, min barndomsveninde og jeg havde bygget i baghaven. Desværre skyndte jeg mig så meget, at jeg syede hele vejen ned igennem min tommelfingernegl. Det gjorde bare så ondt og blødte helt vildt! Det var så også sådan, jeg lærte ikke at stresse når jeg syer. Og det kan jeg stadig huske den dag i dag. Den absolutte stress-uvilje har dog også gjort, at projekter nogle gange strander og aldrig bliver færdig: “Jeg skal jo ikke stresse over dem – husk hvordan det gik med din tommelfinger!”. Jeg er bare glad for, at det var stikkestingsmaskinen der rendte over min finger og ikke overlocken. Av for et snit, det kunne have været.

I gymnasiet stoppede syningen helt. Jeg tror det havde været anderledes, hvis der havde været udbudt tekstilfag. Så havde jeg sikkert taget det og ikke mit datalogihold. “Data” i gymnasiet var dog også rigtig sjovt. Mit årsprojekt var en lommeregner, der opererede med binære tal. Den blev skrevet i assembler. Jeg var den eneste pige på holdet – men samtidig også en af de få, der faktisk allerede havde programmeringserfaring. Nå – men det er en helt anden historie.

Skjorteprojekt: Mønsterdele (del 2)

Se hvad der er kommet med posten i dag!

Mine mønsterdele til skjorteprojektet. Nu skal de bare inspiceres og klippes ud i lærred. Jeg har efter nogen overvejelser frem og tilbage besluttet mig for, at jeg altså prøver at sy skjorten op i prøvestof først. Så kan jeg lære modellen bedre og kende inden jeg kaster mig ud i mit dyre modestof. Dertil kommer også, at der jo faktisk er blevet lavet et par ændringer fra den oprindelige prøvemodel, jeg testede sammen med Nanna. F.eks. er knapperne blevet flyttet om i ryggen. Ja, det er nok smart, at jeg prøver det af først.

Jeg har tænkt lidt over det med knapperne. Design-mæssigt er jeg meget tilfreds med mit valg, men jeg tror de runde knapper kommer til at irritere mig lidt da de gør det umuligt at have skjorten på til f.eks. et middagsselskab, hvor man forventes at blive siddende i sin stol længe. Det kan næppe være meget behageligt at have 32 knapper borende ind i ryggen under en lang middag. Så skal det i hvert fald være nogle usædvanligt bløde stole. Så måske skal jeg kalde min skjorte for Skjorten-der-er-særdeles-velegnet-som-galla-danseskjorte-til-når-man-ikke-vil-have-kjole-på-skjorte. For det er vel der, jeg kommer til at bruge den mest? Altså til dans. For jeg tror virkelig, at den bliver noget så fancy.

Åh ja. Designer bliver jeg nok aldrig – det tænker jeg sy-mæssigt simpelthen ikke langt nok og praktisk nok til. Eller vent. Måske netop derfor ville jeg have egnet mig som designer. Jeg mener – tjek lige Haute Couture moden. Hvor praktisk er den? Husker vi ikke alle sammen Björks svane-kjole fra Academy Awards i 2001 (og hvor gemmer man så sine bryster i den)? Eller Lady Gagas kødkjole er fornylig (skal på køl hver dag – og jeg som synes det var dyrt at opbevare pels om sommeren)?