En af de få…

Politiken har en artikel om, at kloge hoveder dropper udlandet. I artiklen står der, at kun 1,3% af de nyuddannede ph.d.’er tager til udlandet. Det finder Dansk Erhverv bekymrende. Det er en lidt ensidig udlægning at fokusere på, at andelen af ph.d.’er, der starter deres videre karriere i udlandet er så lav. Det betyder jo ikke, at de ikke rejser ud på konferencer eller kurser i udlandet, og det har også en stor betydning for det internationale netværk.

Artiklen beskriver også, hvordan halveringen af fradragsloftet for rejseudgifter rammer nuværende ph.d.-studerende hårdt. Jeg tænker, at den slags nemt løses ved at skabe et sæt klare retningslinjer for hvilken finansiel støtte man kan forvente, når man drager ud i arbejdsmæssig sammenhæng (f.eks. til at dække rejse, boligudgifter, betaling af tuition, lokal transport, etc). Det er jo klart, at det er en stor beslutning. Og en endnu større beslutning for dem, der også skal have familie med og derfor må nøjes med én indkomst i 3-6 måneder. Men klare retningslinjer skader incitamentet til at hente eksterne midler og så er vi tilbage i problematik, der vel er nok så kendt i forskningsverdenen.

Jeg havde heller ikke noget klart billede af, hvordan den økonomiske side af udlandsopholdet ville arte sig. Ikke før nu her – godt 2 uger før afrejse – hvor jeg endelig har fået svar på, at jeg har fået bolig (og derfor slipper for udgifter til midlertidig ophold på motel og et dyrere privat lejemål) og hvorvidt boligen var møbleret (det er den!). Til gengæld får jeg længere til campus, end hvis jeg havde fået et værelse i Owen Hall. Jeg aner ikke, hvilke udgifter der er forbundet med det. Jeg ved heller ikke, hvor mange penge jeg kommer til at bruge på køkkenudstyr, sengelinned, håndklæder og så videre… Jeg ved heller ikke, hvor mange fees jeg kommer til at betale i løbet af den første måned – udover, at jeg i hvert fald kommer til at betale $40 i ‘indflytnings’-afgift. Og lur mig, om der ikke kommer udgifter, jeg ikke har kunnet forudsige.

Hvor dyrt det bliver, er først til at sige bagefter. Men behovet for at vide det, er der før man vælger at rejse ud. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt meget. Og jeg vil også gerne ud igen bagefter. Hvis jeg får muligheden, så bliver jeg ikke en af de 98,7% andre.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *