Kjole på tværs

Jeg får ikke syet noget lige for tiden. Altså, ingenting. Ikke engang det tæppe, jeg har lovet min lillebror at reparere. Tæppet er patchwork med lilla kant, som han fik i julegave af mig på et tidspunkt. Hjemmelavet naturligvis… det er gået lidt op i en af sømmene og skal kun have tre små sting…. Men det er åbenbart en anelse uoverskueligt når man står midt i dataindsamling på arbejde… Nuvel. Så graver vi bare frem fra gemmerne…
Kjolen herunder er mit første projekt på tværs. På tværs af trådretningen, forstås. Det er Burda 7949, som jeg har kigget på rigtig, rigtig mange gange. Og jeg vil gerne have lov at anbefale mønsteret på det varmeste – det er så fint.

Jeg syede en prøvemodel af toppen i lærred og fandt ud af, at jeg måtte forlænge overstykket med godt 6 cm. Det er der ikke noget nyt i – det har jeg altid gjort, men på slump. Men da denne kjole er uden ærmer var det ikke nok at korrigere længden af overstykket – det resulterede nemlig i gabende ærmegab. De posede bagtil og jeg måtte hitte på, hvordan jeg skulle rette det. Tidligere havde jeg – med dårligt resultat – korrigeret skuldersømmen, til ærmet sad stramt. Efter en del research kan jeg nu rapportere, at det ikke er sådan. Hvis ærmegabene gaber (haha) så er det sandsynligvis din sidesøm, der skal rettes til og den skal være lodret.  Lodret, jeg kan bedre lide perpendiculaire (tæt på det engelske perpendicular) – måske fordi det for mig understreger, at linjen skal være helt ret – med andre ord; sømmen må ikke være belastet (f.eks. over brystet).

Men skal vi ikke bare sige, at jeg holder mig til almindeligt dansk? Altså, lodrette ærmesømme. Tjek! Og så er et godt tip til det rette ærme, at man altid skal sørge for, at det sidder tæt og ikke er skåret for dybt. Det er kontra intuitivt, men rigtigt.

Gennemgang af en chiffonkjole

“Hvordan syer man i chiffon?”

I dette indlæg gennemgår jeg mine udfordringer med at sy en chiffonkjole – nærmere bestemt denne her fra et af mine gamle Burda-blade. Jeg har ændret mønsteret en del, men det vil jeg ikke gennemgå her. I stedet vil jeg vise nogle af de teknikker, jeg har brugt for at få en pæn finnish. Min chiffon er viskose til ca. 80kr/m og jeg har brugt 3,5 – men kunne have nøjedes med 3m. Mit færdige resultat ser sådan her ud:

Lad os nu bryde det ned – nedefra. På billedet herunder har jeg vist opsømmen. Opsømmen er syet på overlock med rullesøm. Det er ikke helt let at se på billedet, men overlocken har bukket chiffonen om, så den har et lille ombuk på ca. 3mm under sømmen. Sådan en rullesøm kræver enten en special trykfod til din stikkestingsmaskine, eller en overlock, der kan sy rullesøm (min Brother kan!).

20110501-185703.jpg

Kjolens sidesømme og rygsøm er lavet med franske sømme. Jeg har overlocket fra retsiden og så ombukket til stoffet ligger ret mod ret og syet med mellem-lange sting ned langs overlockkanten. Jeg har ikke strøget stoffet først, da chiffonen er så blød, at sømmen nok skal falde pænt til.

20110501-185715.jpg

Ærmegab og nakke har jeg forstærket med nahtbånd (smalt vlieselinebånd, der stryges på). Derefter har jeg syet små chiffonstrimler på fra retsiden, ombukket og fæstnet på bagsiden. Finnish med sådanne bånd skal normaltvis være skåret på tværs af trådretningen, men da jeg havde klippet alt stoffet til kjolens længde, nøjedes jeg med at skabe mig nogle strimler af fraklippet. Det gør ikke noget, når man arbejder med chiffon – det giver sig rigeligt i forvejen og der er ikke behov for den ekstra elasticitet, der opnåes ved bias-cut (klip på tværs af stoffet). Nahtbåndet gjorde det nemmere at fæstne ombukket på vrangsiden (se senere).

20110501-185722.jpg

Herunder har jeg vist, hvordan jeg har fæstnet nakkebåndet til nahtbåndet. Man kan slet ikke se det! (altså udover mine sting selvfølgelig!)

20110501-185729.jpg

Bærkestykket har jeg forstærket med et stykke lyserødt strækstof. Rundingen har jeg – stik imod anbefalinger – syet på overlock. Overlock sømmen har jeg fæstnet opad på bærestykket med korssting. Herefter har jeg påsyet den anden chiffon mønsterdel for at skjule overlocksømmens opbuk til bærestykket. (Billedet herunder er set fra vrangen!)

20110501-185737.jpg

Billedet herunder viser mine håndsyede læg. De voldede mig store problemer, da jeg ikke kunne få dem lige store, lodrette og centrerede på bærestykket. I hvert fald ikke på samme tid. Jeg overvejede at købe noget vask-væk-vlies (sådan noget vlieseline-agtigt noget, der opløses i vand) for at forstærke chiffonen og gøre det nemmere – men så fik jeg ideen om at ri et stykke ternet mønsterpapir fast. Så gik det let at folde læggene langs mønsterpapirets lodretgående streger. Og de er da blevet nææææsten lige store… Den lille fejl på 4. læg er ikke noget, man ligger mærke til når jeg har den på :-)

20110501-185745.jpg

Og så min egen lille anordning: på den franske siddesøm har jeg påsyet en lille løkke og en knap til at hægte kjolen op. Så falder jeg ikke i kjolen, hvis jeg skulle tage den på til dans…

20110501-185754.jpg

Jeg overvejer om jeg skal ligge kjolen op i hånden med en nonnesøm. Men jeg synes det forstærker opsømmen for kraftigt og jeg har et problem når jeg når til de 3 franske sømme, da de kommer til at ligne ‘knuder’ i stoffet på nonnesømmen. Forslag modtages gerne!

Et par tips til at arbejde med chiffon:
Forstærk dine sømme ! ! ! Chiffon har meget nemt ved at løbe!
Hvis du har svært ved at følge en lige sylinje, så kan du trække en tråd ud og bruge som guide (een lang rendemaske).
Ri dine mønsterdele sammen i stedet for at stole på nåle, der kan forskubbes under syningen.
Brug ikke de mindste sting på din maskine i tilfælde af, at du skal pille op.
Hvis du skal pille op må du endelig ikke trække hårdt i trådene – det kan ødelægge stoffet.
Brug skarpe nåle (evt. en fibertex nål på din stikkestingsmaskine) eller skift til helt nye/friske nåle. Vær forsigtig med sløve knappenåle, der kan lave huller i stoffet.

Ternet retro-kjole

Kjolen her er efter Burda-mønster. Detaljen på lommen er lavet ved at klippe et blondebånd i stykker langs sammenføjningerne i blonden. Det er den detalje, jeg synes bedst om. Flæsen forneden, der blot er et langt bånd af stof-rest, har fået en del komplimenter med på vejen og det reddede samtidig kjolen fra at blive lidt for kort. Flippen synes jeg også godt om, men næste gang jeg syer dette mønster vil jeg måske  lave mønsterdelene til ombuk i bomuldslærred eller tilsvarende – det tunge strækstof falder en anelse for tungt til kraven og den indvendige del af ærmet.

Kjolen blev anbefalet med halv-fóring og det kunne givetvis have afhjulpet kraven, men så er der jo stadig problemerne ved ærmerne… Men igen, det kommer jo helt an på stoffet.

Apropos retro, så har Buttericks nye katalog for 2011 en rigtig skøn kjole uden sidesømme. Det drejer sig om model B4790, der så afgjort må være et forsøg værd. Jeg formoder at kontrastbåndene må være nemme at sy på, da de skal placeres på kanterne og ikke langs påtegnede sylinjer (sidstnævnte kræver en præcision, jeg kun har på gode dage). Modellen er “Fast&Easy”, så det kunne jo være, at man skulle stable et lille sykursus for interesserede på benene i en weekend – for med to maskiner her på adressen, så kan fire piger sagten gøre den færdig på en god dag.

Festkjole i satin og chiffon

Stoffet til denne drøm af en kjole er fundet i stof2000. Det er ellers yderst sjældent, at jeg finder stof der, som jeg bliver forelsket i. Under den lyserøde og hvide chiffon er en solid stræk-satin. Chiffonen bliver overraskende nok på plads over satinen, selvom jeg har vendt den glatte side ud. Oplægningen er lavet med nonnesøm i hånden – hvem der dog bare havde haft en overlock, da den blev syet :)

Da jeg blev færdig med denne kjole SVOR jeg, at jeg aldrig, aldrig, aldrig mere ville sy i satin. “Ja,ja, det er bare indtil du får et midlertidigt hukommelsestab” lød replikken fra en anden syerske. Jeg tror det hukommelsestab er ved at indtræde i takt med at vi nærmer os sommer – for hvor kunne det være flot med en lang, let og luftig sommerkjole i flere lag chiffon i forskellige lyse nuancer. Og jeg har jo også købt en overlock i mellemtiden… Hmmm…

Mønster er i øvrigt fra et Burda blad. Den angivede størrelse passer godt og hvis man ikke liiiiige syer den i chiffon, så er det en god begynder model. Skuldrene fungerer dog af h-til, hvis man spørger mig… Selvom resulatet blev fint, så er det simpelthen for fjollet at rende rundt med noget, der ligner halvfærdige rossetter på skuldrene. Dertil kommer at foreste og bagerste midterstykke ikke er bredt nok til at opnå en tydelig rynke-effekt. Så hvis jeg skulle lave den igen, så ville den blive udsat for en del tilpasning.

Plus siden af mønsteret er, at det er nemt at korrigere for barm og bærestykket sidder flot vandret og “kravler” ikke op bagpå som ved mange købe-kjoler i denne model.