Strik

Jeg har strikket på en dejlig cardigan fra Gudrun Johnston i et års tid. Eller det burde jeg have gjort. Faktum er, at det projekt døde engang i det tidlige forår…. og så har det bare ligget der og hånet mig. Helt vildt meget. Fordi jeg er gået i stå i indtagninger til hhv. forstykker og ryg. Hvem vil overtage? Jeg giver en kop kaffe.

Jeg vil godt overtage-tilbage-igen når du når til ærmerne. Det er de dersens skide (det er mit websted, jeg må gerne bande) indtagninger på hver række jeg bare slet ikke kan have i mit hoved og koncentrere mig om at strikke på samme tid. Jeg har faktisk forsøgt at tegne det og “visualisere mig vej til målet”. Det er – som du nok kan regne ud – ikke gået så godt.

Jeg har vildt meget lyst til at starte på et nyt strikkeprojekt. Retriller. 70’er. Effektgarn. Vest med ekstra længde. Se! Der var noget, der kunne motivere mig.

Nå. Ja. Strikkeprojekt billigt til salg. Jeg er træt af, at jeg ikke kan tage mig sammen til at gøre det færdigt.